Digitalisering kan give store gevinster i vandsektoren
Global Water Intelligence har udgivet rapporten ”Water’s Digital Future”, der sammenfatter potentialet for digitalisering af vandsektoren. Rapporten peger på, at sektoren kan opnå en væsentlig optimering af den primære drift, især når det gælder håndtering af drikkevand, spildevand og nedbør – forudsat at der gennemføres de rette investeringer.
Det er baggrunden for Smart Water-projektet, der har analyseret konkrete behov og muligheder for digitale løsninger i en dansk kontekst.
Ny Smart Water rapport
Rapporten ’Smart Water – Digitalisering i Vandsektoren’ er udarbejdet i et samarbejde mellem CLEAN, Københavns Kommune, Frederiksberg Forsyning og CALL Copenhagen. Rapporten er blevet til på baggrund af en analyse, der bygger på interviews med, og involvering af, en lang række interessenter i vandsektoren i Region Hovedstaden. Læs eller download den herunder!
Analysen er støttet af regionale erhvervsudviklingsmidler fra Region Hovedstaden.
7 vigtige indsatsområder
Digitale løsninger kan ifølge rapporten med fordel udvikles og tages i brug på disse syv områder:
- Planlægning og styring af vedligehold af ledningsnet
- Klimatilpasning: Styring af vandets vej gennem oplandet, prioritering på tværs af opland/løsningstyper, styring af vedligehold af LAR-løsninger, oplandsmodeller til planlægning af styring og styringsteknologi
- Varsling af skybrud
- Vandkvalitet: Miljøfremmede stoffer i vejvand, sikkerhed i forbindelse med afstrømning på overfladen og realtidsmålinger af overløb
- Registrering af borgerhenvendelser om vandrelaterede problemer
- Nyttiggørelse af eksisterende måledata
- Data til optimal styring af drift af vejbrønde.
Konference samlede 100 nøglepersoner i branchen
Rapporten blev præsenteret torsdag den 6. december 2018 på konferencen ’Smart Water – Digitalisering i Vandsektoren’ arrangeret af CALL Copenhagen. Her diskuterede flere end 100 nøglepersoner fra kommuner, forsyninger, virksomheder, myndigheder og vidensinstitutioner, hvilke udfordringer, potentialer og innovative samarbejdsmuligheder de kunne få øje på i forbindelse med digitalisering i vandsektoren.
Se programmet fra konferencen her: Smart Water 2018 Program
Download præsentationer fra konferencen her: Smart Water 2018 præsentationer